Kender du det, at du savner at have dybe, meningsfulde samtaler med din partner?
Oplever du også, at du opgiver på forhånd, når I har en konflikt, fordi din erfaring er, at det bliver værre, når I begynder at tale om en løsning eller et kompromis?
Savner du at føle dig tryg og blive glad af at tale med din partner – ligesom du gør, når du taler med en god ven?
(Det er når vi holder op med at kommunikere, at det positive ikke er i stand til at cirkulere, og vi får lagt ”landminer” ud. Sådan opstår tabuemner, og de bør undgås.)
Der findes tre typer samtaler i parforholdet
- Hverdagssamtalen om koordinering, logistik, praktiske aftaler mv.
- Venskabssamtalen indeholder alt det, du ville betro en ven og er ikke-konfliktstof. Venskabssamtalen opbygger og vedligeholder nærhed, tilknytning, tillid og tryghed.
- Konfliktsamtalen er nødvendig for at behandle de uenigheder, som dukker op i ethvert samliv.
95 % af jordens befolkning er født konfliktsyge, så måske kender du selv, at du undgår konflikter?
Her kommer nogle gode råd til, hvordan du kan tage initiativ til at løse en konflikt mellem dig og din partner:
- Aftal et tidspunkt for konfliktsamtalen, som passer jer begge.
- Sørg for, at I er alene til stede, har slukket mobiltelefonen, og børnene sover eller er ude af huset.
- Skab tryghed, tænd f.eks. stearinlys.
- Aftal, at I skiftes til at tale, og den anden lytter, indtil fortælleren er færdig. Hold eventuelt en genstand i hånden, når du har ordet.
- Når fortælleren er færdig, spejler lytteren tilbage, hvad han/hun har hørt og fortælleren godkender eller gentager.
- Herefter byttes rollerne om, så I i fred og ro begge får lov til uforstyrret at fortælle om jeres oplevelse af episoden.
- Håndtér temaerne, efterhånden som de dukker op.
- Giv udtryk for din eventuelle uenighed.
- Er du utryg ved noget, så fortæl det til din partner frem for at trække dig tilbage.
- Se efter det bedste i din partner, ikke det værste.
- Alle samtaler, hvor du gerne vil have noget igennem, startes med ”jeg har brug for”.
- I sidste talerunde foreslår I på skift, hvordan I vil håndtere en tilsvarende situation næste gang?
- Er I fortsat uenige, kan I beslutte først at efterleve person A’s forslag, dernæst person B’s.
- Aftal et tidspunkt, hvor I konkluderer, hvordan det er forløbet og om der er noget, I vil ændre til næste gang?
Varsomhed og ydmyghed er de vigtigste ingredienser, vi kan bringe ind i vores parforhold for at bevare nærhed, omsorg og holde kærligheden i live.
Kender du det, at nærheden mellem jer forsvinder?
Mange par ”glemmer” at prioritere nærvær med hinanden i den travle hverdag.
Det er derfor, det kan føles lettere at mødes med en veninde – for der har begge parter sat tid af til nærvær 😉
Hvorfor ikke gøre det samme med din partner?
I parforholdet findes fire negative kommunikationsmønstre:
- Optrapning af konflikt.
- Nedvurdering af den anden.
- Negativ fortolkning: Vi ser alt igennem vores filtre.
- Tilbagetrækning.
Negative fortolkninger er som ukrudt med dybe rødder. Du skal have fat langt nede for at komme af med dem.
Overvej din egen rolle i jeres næste skænderi/uoverensstemmelse. Kun du kan forholde dig til og tage ansvar for dine tanker om din partner.
De lykkeligste par er dem, der har kontakt med hinanden på mange planer. Hvis I ønsker at have/bevare et nært forhold og møde livet som et team, må I kunne tale sammen om alt, også det, der er svært.
God grundregel i kommunikationens svære kunst
- Vis din partner respekt ved at tale direkte, men varsomt eller ved at lytte opmærksomt, når din partner tager et emne op.
- At opdage og anerkende egne filtre skaber bedre kommunikation og tættere samliv.
- Det, du har mest modstand mod at tale med din partner om, fordi du føler dig meget sårbar er netop det, der kan heale dit forhold op igen, såfremt din partner formår at rumme dig ved at lytte uden at bringe sig selv på banen, og samtidig give dig positiv og anerkendende feedback. På denne måde vil du føle dig tryg og god nok i din partners øjne. At blive i stand til at føre anerkendende samtaler redder parforhold.
Forfølger og/eller tilbagetrækker.
Konfliktløsningsmønstre: Inden for psykologien arbejder vi med begreber som forfølgeren og tilbagetrækkeren. Forfølgeren i forholdet er den person, som typisk bringer nye emner op til diskussion, altså den person, som gør opmærksom på sit behov. Tilbagetrækkeren er den, der forsøger at undgå diskussioner/skænderier. Typisk forsøger tilbagetrækkeren at trække sig tilbage før samtalen er forbi, for at undgå konflikten, ikke for at undgå parforholdet/partneren. Forfølgeren bliver ofte ved, indtil hun/han har fået et svar, og det kan få den konsekvens, at tilbagetrækkeren føler sig styret og kontrolleret. Kan du genkende din egen rolle?
Generelt kan siges, at der kommer mere ligevægt i parforholdet, hvis forfølgeren slipper og dermed giver tilbagetrækkeren plads til at tage over. Konflikten opstår, når forfølgerens tålmodighed ikke er stor nok til, at tilbagetrækkeren selv tager initiativet. Tilbagetrækning er nedbrydende for parforholdet. Begge parter lider under det, idet begge parter føler sig forkerte og dermed ikke tør stå ved deres følelser, hverken i forhold til sig selv eller i forhold til partneren.
Genkender du dig selv som forfølger, spørg så dig selv, hvad du ønsker at opnå ved at presse din partner? Hvis tilbagetrækkeren får plads til at komme forfølgeren i møde, vil det ofte have en positiv virkning på forholdet.
Anerkendelse opbygger tillid og intimitet og reducerer vrede og aggression.